Det sidste ord
Kære familie. Kære venner.
Jeg har brugt en stor del af mit liv på at tænke over, hvordan noget bliver stående.
Hvordan en bygning møder jorden. Hvordan den bærer sin egen vægt. Hvordan lyset falder ind, og hvordan mennesker finder plads til deres liv mellem dens vægge.
Nu står I her, og mit arbejde er slut.
Det giver anledning til et andet spørgsmål: Hvad bliver stående efter et menneske?
Mine bygninger har været mit svar gennem mange år. Jeg har lagt tanker, kræfter og stædighed i dem. Jeg har ønsket at skabe rum, som kunne sige noget, ordene ikke formåede. Rum, hvor andre kunne opleve noget, jeg aldrig selv ville få at vide.
Operaen i Frankrig var et af mit livs store øjeblikke. Ved åbningen var der præsidenter, kongelige og fest. Det var en glæde at se arbejdet fuldendt og dørene åbnet.
Men en bygning begynder først for alvor sit liv, når andre tager den i brug. Når musikken lyder. Når nogen standser og ser op. Når et menneske finder noget dér, som arkitekten ikke havde tænkt på.
Sådan er det måske også med det, vi giver hinanden. Vi kender aldrig hele rækkevidden af vores handlinger.
Jeg håber, at noget godt fra mit liv fortsætter i jeres.
Jeg vil gerne huskes som far og farfar, som ægtemand og som en fair ven. Det er store ord at skulle leve op til. Jeg overlader til jer at huske, hvordan det lykkedes mig. Måske bedst i de små øjeblikke, som aldrig kom med i nogen beskrivelse af mit arbejde.
Gudrun delte så meget af livet med mig. Hun kendte drømmene, arbejdet og mennesket bag. Hun gav mig sin støtte gennem et langt liv, og da hun døde for syv år siden, blev savnet en del af min hverdag.
Min tak til hende hører hjemme her. For hendes kærlighed. For hendes tålmodighed. For alle de år, vi fik.
Jeg skylder også mine lærere tak. De to professorer, som støttede mig, da jeg endnu var ung og søgende. Claude Parent, som åbnede nye muligheder for mit blik. Og filosofferne, hvis tanker jeg vendte tilbage til, når mine egne ikke slog til.
Et langt liv gør ikke alle spørgsmål enklere. Det giver én flere erfaringer at stille dem med.
Jeg lærte, at ansvar kræver omhu. At man må undersøge, før man betror andre noget værdifuldt. At en genvej kan føre langt væk fra det, man ville. Og at det, vi bygger, kan få betydning for menneskers liv længe efter vores egen tid.
Derfor skal vi gøre os umage.
Jeg har fortrudt ting. Også jeg har måttet leve med beslutninger, jeg ville have truffet anderledes. Men jeg har haft et langt og spændende liv. Selv efter de halvfems havde jeg stadig drømme om det næste værk.
Til jer, der fortsætter, vil jeg sige: Studér flittigt. Hold fast, når arbejdet bliver vanskeligt. Tænk stort, og tag ansvaret for det, I skaber. Vælg med omhu det menneske, I vil dele livet med, og husk at være til stede i det liv, I deler.
Der vil altid være noget, som mangler at blive færdigt. En tanke. En tegning. En samtale.
Nu må mine ufærdige muligheder blive liggende. Jeres er endnu åbne.
Byg lige og skråt. Brug jeres dømmekraft, og bevar jeres humor. Jeg håber, I vil huske mig med begge dele.
Og hvis jeg må få det sidste ord, skal det være dette:
Lad det skæve tårn være skævt.
S. Treg.